I sine gendigtninger af centrale bibelske fortællinger er Johannes Møllehave nu nået til den lignelse, som siger så meget om Guds kærlighed til og helt ufortjente tilgivelse af den ellersfortabte, men nu angrende synder: lignelsen om den fortabte søn. På vanlig veloplagt vis og i rapfodede vers fortæller Møllehave om, hvorledes den yngste søn formøbler den ham udbetalte arvepart,havner i det dybt fornedrende erhverv som passer af de svin, som både på den ene og den anden måde ansås for at være urene skabninger, og endelig vender hjem til faderens tilgivelse og storslåedemodtagelse - til fortrydelse for den ældre bror, som føler sig tilsidesat, hvad almindelig menneskelig tankegang og retfærdighedssans vel egentlig ikke kan fortænke ham i. Gendigtningen bringerflere enkeltheder end Lukas, men kun sådanne, som giver beretningen yderligere liv og baggrund. Det skal således nok være rigtigt, at staklen spyttede blod, fik svinelus, var møgbeskidt og lignedeen ruin. Dog vil jeg mene,at den hjemmeblevne søn skildres så utiltalende, så ædende misundelig og selvretfærdig, at det er lige ved at gøre tilgivelsen af den hjemvendte ødeland mindre ufattelig.Bogen bør naturligvis anskaffes som de tidligere og forhåbentlig kommende.
