Roman for børn fra ca. 10 år. Julie og Lærke er veninder. Julies mor er død, og hun bor alene sammen med sin far. Lærke er enebarn og bor i en stor villa. Hun har det svært, fordi hendes mor, Merete, drikker. Moderens kæreste opholder sig dels i villaen hos Lærke og Merete, dels i København. En dag fortæller Lærke, at hun skal tvangsfjernes. Julie er fortvivlet. Heldigvis har pigerne Bedste, der har passet Lærke, da hun var lille. Også klassekammeraterne Frederik og Christian prøver at hjælpe. Inden Lærke skal tvangsfjernes, bliver børnene hvirvlet ind i et drama om skjulte smuglervarer i kælderen hjemme hos Lærke. Ved fælles hjælp overvinder børnene alle farer. Historien er fortalt på en spændende måde med dramatiske begivenheder og mange usædvanlige personer. Forfatteren har forståelse for, hvor svært børn i truede miljøer kan have det. Her hjælper den kristne tro Lærke til at overvinde problemerne. Lærke har lært at tro på Gud hos Bedste. Bogen giver et positivt billede af kristendommen. Trods bogens kvaliteter er det, som om læseren ikke rigtigt bliver grebet af historien. Persontegningen er for svag til, at læseren for alvor engagerer sig i problemerne, og historien forekommer lidt langtrukken. En sympatisk men ikke helt vellykket bog om venskab og sociale problemer skrevet ud fra en kristen grundholdning.