Film / fiktion / drama

To kill a mockingbird


Beskrivelse


Sagfører Atticus Finch er i 1930'ernes Sydstater forsvarer for en ung neger, der uskyldigt anklages for voldtægt mod en hvid pige. Både han og hans familie udsættes for chikane af byens hvide indbyggere.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. feb. 2012

af

af

Frans Rasmussen

d. 21. feb. 2012

Den klassiske 1960'er-film leverer stor skuespilkunst og er samtidig et rystende tidsdokument om racismens farlige ansigt. Fra 15 år.

Atticus Finch er sagfører i den lille by Maycomb i Sydstaterne under 1930'ernes depression. Han er alene med sine to børn og har en sort tjenestepige. Han er vellidt i byen og hjælper gerne de mindrebemidlede for mindre betaling. Atticus bliver af dommer Taylor bedt om at være forsvarer for den unge neger Tom, der anklages for voldtægt mod den racistiske Bob Ewells datter Mayella. Byens borgere er ikke i tvivl om Toms skyld, men både Atticus og hans børn lægges for had, da Atticus under en dramatisk retssag fremlægger et bevis for Toms uskyld. Alligevel finder nævningene ham skyldig. Filmen er et enestående eksempel på retssalsdramaet, hvor sociale konflikter om lov og retfærdighed udspiller sig.

Robert Mulligan lavede gennem 1950'erne og 1960'erne en række realistiske, sociale dramaer med et humanistisk budskab, og filmatiseringen af Harper Lee's roman Dræb ikke en sangfugl blev hans største succes. I forhold til samtidens øvrige film om racisme som fx Sidney Poitier-film som Gæt hvem der kommer til middag er den langt mere skarp.

Gregory Peck leverer en af sine største præstationer i den stærkt bevægende og socialt indignerede film, der på en enkel og slagkraftig måde sætter racisme og den retskafne eners kamp mod lillebyens selvtilstrækkelige holdninger på spidsen. Det er en gribende film, der står lige så stærkt i dag som da den kom frem.