Cd-rom. Et nemt adventurespil med engelsk tekst, musik og effekter. PEGI 12 med ikon for violence og bad language, som dog næppe støder dansk publikum. For voksne.
En ny teknologi gør det muligt at ændre folks hukommelse. Dr. Rosalene og Dr. Watts skal nu opfylde Johnny Wyles sidste ønske om erindring af en månerejse på dødslejet. For at komme så langt skal de i en slags tidsmaskine foretage en rejse trinvist tilbage gennem hans liv fra olding til barn. Undervejs genoplever man via Rosalene og Watts begivenheder, personer og hemmeligheder afdækket lag for lag. Grafikken og animationen er grov og primitiv i en følelsesladet stort anlagt historie i en japansk præget cartoon-eventyrverden. Musikken (som er vedlagt på en soundtrack-cd) er stemningsskabende, men gameplay er ren "klick, read and go" - næsten blottet for udfordring og med en meget begrænset interaktion, der primært består i at klikke sig gennem skærmtekster. Spillet er fremragende anmeldt, men jeg deler ikke begejstringen og var næsten lam i fingeren af at klikke mig gennem lange kæder af forhåndsfastlagte tekstreplikker. Efter at have slidt mig gennem 2/3 af oldingens liv smed jeg håndklædet uden på noget tidspunkt at føle mig tændt eller underholdt. En del må have har ment det samme, idet spillet nu allerede inden et år efter udgivelsen kan downloades frit på nettet!.
Tilsvarende grafik, animation og gameplay skal findes blandt ældre 1. og 2 generations pc-spil.
Kejserens klæder i form af et stort anlagt men skuffende adventurespil, som hverken byder på fængende gameplay, grafik eller udfordring af betydning.