Døterne til to af dansk kunsts helt store, Robert Jacobsen og Asger Jorn, præsenteres her sammen. Et virkeligt kup, hvis man ellers er til den slags, men også næsten skræmmende forpligtende. Indbydende i format, papir, trykning og lay-out lander bogen udstyrsmæssigt i den allerbedste ende af feltet, men også indholdmæssigt er kælet for æstetikken. Bernards små farverige næsten vignetagtige tegninger, virker næsten kalligraferede, og passer godt til den orientalske stramhed der er over Jorns små tolinjede strofer, der med deres mange bogstavrim indimellem udvikler sig til en leg med lyde. De formidler iagttagelser og stemninger, ofte om køn og erotik, uden direkte at virke som kommentarer til billedsiden. Susanne Jorn har siden begyndelsen af halvfjerdserne udgivet og oversat en lang række digtsamlinger under pseudonymet Lyngborg, men er på det seneste begyndt at bruge sin berømte fars efternavn Bernard er mest kendt som keramiker, men viser sig her som en fremragende billedkunstner, og det er da også billedsiden, der giver bogen karaktér.