Første bind i en serie om klædedragtens historie i alverdens kulturer. Dette bind dækker forhistorisk tid til 500 e.Kr. I layout følger bogen tidens trend inden for børnefagbøger med mange afsnit og faktabokse, og det gør bogen til guf for opgaveskrivere fra 12 år, som let kan plukke i teksten. Læsning fra ende til anden er værre. De mange opremsninger, beskrivelser og ophobede fakta gør bogen flimrende og tung. Bogen er gennemillustreret med farvelagte tegninger, som tager afsæt i samtidige afbildninger. De er ikke så spændende, men tydelige og detaljerede. Bogen indleder med betragtninger om tøjs betydning og beskrivelser af arkæologernes arbejde. Derefter gennemgår bogen de enkelte kulturer som f.eks. Egypten, Rom og Mesopotamien ved at beskrive forskellige typer dragter, fremstillingsform, materialer, mønstre og tilbehør som smykker og sko. Specielle dragter til præster, soldater eller skuespillere omtales særskilt. Kelterne og vandrende folk har et kapitel, men Skandinavien og Egtved-pigens snoreskørt mangler. Bogen afsluttes med register, ordliste, kort og fakta om forskellige tekstiler. Der findes mange bøger om tøj, bl.a. den mere oversigtsagtige Fra lændeklæde til lycra 1997 og den visuelt spændende Tøj 1992.