Bogen er en del af en ny serie om forfattere som unge. I 2003 udkom samme Frank Egholm Andersen, lærer og cand.mag. i dansk, med H.C. Andersen som ung. Ideen er bl.a. at fokusere på forfatterens ungdom og sætte den i relation til unges virkelighed i dag foruden at formidle et regulært biografisk og litterært indhold på en lettilgængelig måde. Målgruppen er større børn og især unge og læst i forhold til denne gruppe er bogen sammenlagt lykkedes fint. Valget af Tove Ditlevsen er godt, hun appellerer bedre til unge læsere i dag end mange andre "klassiske" forfattere; hun både skrev lettere naive digte om at være ung, sårbar og forelsket og samtidig var Tove Ditlevsen en "moderne" selvbevidst digter der brugte sit liv i digtningen (som eksempelvis en Michael Strunge og Morten Nielsen). Det synes jeg Frank Egholm Andersen får udmærket frem foruden at skildre dagligdagen i Ditlevsens samtid. Her særligt om sociale forhold, skolegang, forholdet til forældrene og endvidere om politiske emner, bl.a. at faderen var socialistisk agitator. Bagest i bogen er der bibliografi, forslag til anden læsning og henvisninger til relevante netsider. Alt i alt et udmærket værktøj til de yngre opgaveskrivere.