Skydespil af en helt særlig karakter. I stedet for et historiedrevent spil med statiske levels, får vi et dynamisk oplevelse hvor banerne genereres vilkårligt. Guf for alle shooterfans. Fra 7 år.
Tower of Guns udkom sidste år som en downloadtitel via PSN, men nu er der en fysisk udgave ude, så bibliotekerne også kan få glæde af det. Spilleren har uendelig ammunition til rådighed, og fokus er på at rydde banerne 100% for alle de skydetårne, robotter og automatvåben man forcerer. Grafikken er "cell shaded" og ligner derfor en tegnefilm. Vi kender stilen allerede fra fx Borderlands.
Det er befriende at spille Tower of Guns. Spillet er bedst i små doser, da man slår hjernecellerne fra, og ikke forholder sig til dialoger og narrative forløb. Ideelt for dem som bare vil have et hurtigt sus i en halv time. Styringen er forbilledlig, grafikken flot og de evigt foranderlige baner skaber stor afveksling. Selvom spillet i sig selv ikke er så langt, bliver det nemlig en ny oplevelse hver gang. Det er der ikke ret mange andre titler, der kan prale af. PEGI 7.
Uforpligtende, historieløse skydespil til PS4, er der ikke så mange af, og Tower of Guns er det eneste i 1. person og med autogenererede baner. Derfor findes der ikke rigtigt nogen ligesindede titler.