Wii. Toy story mania! er en samling af minispil løst baseret på Toy Story Midway Mania!-forlystelserne i Disneyland parkerne i USA. Spillet er nemt at gå til for alle og enhver og kan spilles af hele familien fra omkring 8 år og op. PEGI 3+. På dansk.
I alt byder Toy story mania! på 25 forskellige minispil, der alle tager udgangspunkt i en eller anden form for tivoli-spil eller forlystelses-bod. Cowboyen Woody har nemlig omdannet børneværelset til vennernes helt eget tivoli og nu skal alle de sjove spil de har fundet på afprøves. I starten af spillet har man kun adgang til nogle få minispil, men spiller man Story Mode igennem får man låst op for dem alle sammen, så de kan anvendes i multiplayer. Minispillene er ret traditionelle, men flere af dem er ganske fornøjelige i små doser - især i multiplayer. Desværre driller kontrollen en del i en række af spillene, der godt kan blive frustrerende at spille, hvis man ikke er vant til at bruge en wii-mote. Grafikken virker gammeldags og er noget firkantet. Som en ekstra gimmick kan spillene spilles i 3D med de medfølgende 3D briller - dette fungerer dog langt fra optimalt.
Toy story mania! minder meget om andre samlinger af minispil til wii, f.eks. det populære "Wii sports", blot med den forskel at spillene denne gang har et tivoli-tema.
Toy story mania! er helt klart et spil for de yngste i familien og temaet med tivoli-inspirerede minispil fungerer nogenlunde. Der er problemer med kontrollen og nogle ensformige spil, men samlet set er der minispil nok til at underholde de mindste i en lang periode.