Når man i skolebibliotekssammenhæng taler stenalder, er det næsten altid Danmark det gælder, bortset fra enkelte afsnit eller større værker om verdenshistorie. Denne flotte, veltilrettelagte og rigt illustrerede bog fortæller stenalderens verdenshistorie fra det første menneske til nutidsmennesket med eksempler på mennesker, samfund og deres kultur fra alle beboede verdensdele, samt eksempler på stenalderlignende samfund i vore dage. Hvert emne fylder et opslag og består af en brødtekst, velvalgte, informative farvefotos og tegninger af arkæologiske fund, rekonstruktioner og "nutidsbilleder" med oplysende billedtekster. Desuden er der illustrerede tidslinier, kort og forslag til aktiviteter som fx: stenalderkunst og mad, modeller af bolig, våben og redskaber. Af emner kan nævnes: de første mennesker, klima og overlevelse, vandringer, sociale mønstre, bolig, ild og lys, mad, jagt, afgrøder, kunst og håndværk, tøj, handel, transport, krig og våben, religion, monumenter, bysamfund m.m. Bagest er der en nødvendig ordliste samt et fyldigt register. Den velskrevne, men ikke lette tekst har som hovedmålgruppe 8.-10 klasse i historie og til projektopgaven. Illustrationerne og aktiviteterne giver bogen en meget bredere anvendelsesmulighed.