Bøger / faglitteratur til børn

Trafik i gamle dage


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. nov. 2010

af

af

Jesper Holtoug

d. 22. nov. 2010

En god og ganske bred introduktion til trafikkens historie i Danmark. Bogen er fremragende til emnearbejder på grundskolens mellemtrin, men også som fornøjelig, faglig lystlæsning vil bogen være spændende for mange i 7-12-års alderen. Emnet i sig selv er næppe verdens mest attraktive, så lidt positiv foromtale vil være på sin plads her. Bogen og børnene fortjener det.

I ti forskellige hovedafsnit fortælles indgående om trafikkens udvikling gennem de sidste 200 år i Danmark. Både store trafikale spørgsmål om infrastruktur og let forståelige og konkrete om cyklens og sporvognens historie bliver behandlet. Teksten er læseteknisk let at gå til, men samtidig er den fag-faglige tilgang ganske betydelig. Broernes betydning, jernbanens udvikling og industrialiseringen af Danmark bliver forklaret, så det er til at forstå. Billedsiden er fremragende: Knivskarpe, gamle fotos veksler med nutidige farvebilleder og små forklarende tegninger - fint og forklarende samspil mellem ord og billeder.

I samme serie er tidligere udkommet titler indenfor temaet: trafik, nemlig bøger om cykler, fly og biler. Denne adskiller sig ved sin brede tilgang og det historiske fokus.

En virkelig fin udgivelse om trafik. Emnet forekommer sikkert mange tørt og uspændende, men det lykkes denne lille, fine udgivelse at sætte liv og kulør på emnet og tilmed brede fagligheden ud, så slutbilledet er et historisk vue over 200 års økonomiske og kulturelle udvikling. Spændende i detaljerne og fremragende i helhedssynet.