Bøger / skønlitteratur til børn / følebøger

Traktor


Beskrivelse


Pegebog. Her kan du mærke traktorens glatte køler, og mærke traktorens rillede dæk, samtidig med at du ser de store flotte traktorer.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. dec. 2003

af

af

Inger Søndergaard

d. 10. dec. 2003

Der er tidligere udkommet titler i serien Rør og føl. Serien har ikke tidligere været anmeldt af lektører. 2 titler blev i et oplag destrueret af forlaget, da de indeholdt farlige stoffer. Antageligt ufarlige udkommer her 2 nye pegebøger i pap, hvor de mindste kan prøve at røre og føle på ting, der er fremhævet ved at dele af illustrationerne er i stof eller andet materiale. I badet kan man mærke, hvordan legetøjet i badet føles. Det er skibets røde sejl, skildpaddens skjold, en sugende søstjerne, skinnende bobler og det bløde gule håndklæde. I Traktor føles på traktorens glatte kølerhjelm, lysende lygter, rillede dæk og hvordan jorden og halmballen mærkes. Der er ikke et egentlig forløb i bøgerne, men de er opremsninger af ting og situationer. Bøgerne er lavet af kraftigt, blankt pap med enkle glansbilledagtige opstillede farvefotografier i klare skarpe farver. Teksten er kortfattet og opfordrer de små læsere til både at føle, røre, mærke, opleve forskellige farver, lede og tælle. En noget overvældende opgave for vores mindste læsere på i alt kun 5 opslag pr. bog. Bøgerne vil kunne fornøje de små fra 2 år for en stund, men der findes efterhånden mange andre sansebøger, som både er mere spændende og lærerige.


Bibliotekernes vurdering

d. 4. maj 2009

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 4. maj 2009

Bøgerne egner sig til begrebsindlæring og sprogstimulering med børn fra 18 måneder til ca. 4 år.

Her kan børnene mærke det bløde, det ru og det glatte osv. på forskellige indsatte overflader på store, tydelige og klare fotos, som alle er bortskårne i forhold til baggrund. Det er konventionelle emner for denne type, men også meget efterspurgte emner. Teksten er næsten bydende. "Kom og se." "Rør den lille..." Satsen er stor, men i vekslende store størrelser. Det fungerer godt grafisk.

Vi har flere andre Dorling Kindersley bøger i rør og føl-konceptet, især nogle der er lidt mindre i det kvadratiske format, som fx Min rør og føl bog om traktorer - og andre maskiner, 2008 og På gården og Dyreunger, 2004. De nye bøger er lidt større, og forsiderne er i hver deres klare og markante farve i stedet for den vante hvide baggrund.

Det er to og brugbare billedbøger for målgruppen om allerede "dækkede", men meget efterspurgte emner. De to titler kan fint supplere vores bestand af rør- og følebøger.