Der er flere hovedpersoner i HH's nye bog, og de skal allesammen på karriere/selvudviklingskursus med "Malenes ConSultans & Insight Bureau". Der hører lighederne også op, for de er meget forskellige typer. Der er den flegmatiske ingeniør Frede, der er gået i tomgang. Den sammenbidte, ambitiøse kontrolfreak Bitten. Den nu tørlagte alkoholiker og forfatter Philip. Den kønne, lidt kedelige universitetslærer Eva, der viser sig at gemme på erotiske dybder, it-nørden Anders uden kvindetække og den langhårede musiker in spe Mogens på dagpenge. Tre skridt fra livet er en slags omvendt reality i blid bogform. Ingen store barme og overarme, kun en antydning af sex, men masser af følelsesmæssig udfordring. Først præsenteres vi for deltagerne. Hvor i livet befinder de sig her lige umiddelbart før kurset? Dernæst får vi en historie fra deres fortid, så vi ved, hvad de er rundet af, og endelig selve "showet", der byder på både indre og ydre konfrontationer, der alle resulterer i større rummelighed og sender deltagerne hjem sammen som ét vindende hold. Forfatteren har både meget sproglig og humoristisk sans, men desværre også lidt for meget sans for struktur og får derfor ikke for alvor pustet liv i sine figurer. Sød og jordnær hyggelæsning for yngre voksne.