70.000 km. på motorcykel plus transport til vands og i luften på absolut low budget. Det var hverdagen for bogens i forfatter i de 15 måneder, det tog at køre/rejse rundt om jorden. Efter en lidt træg start gennem Rusland fra Skt. Petersborg til Vladivostok, med Japan som en kedelig parentes, kommer H.A. til USA og Canada, og straks kommer der mere liv og glød i hans rejsebeskrivelse, der findes de store vidder samt muligheden for storslåede eventyr og oplevelser. Hurtigt gennem Sydamerika videre til Australien, hvor forf. tidligere har arbejdet og boet nogle år. Med båd til Afrika, der hurtigt overstås ligesom Europa inden han er retur i Danmark. H.A. har en god iagttagelsesevne og fornemmelse for detaljer, han skriver lige ud af landevejen om sine oplevelser med toldere og andet godtfolk. Det er en drøm han lever ud, men det er ikke et romantisk eventyr at rejse alene på motorcykel som han gør, det er hårdt arbejde og ikke helt ufarligt, hvad han heller ikke lægger skjul på. Også andre har skrevet om at rejse rundt i verden på motorcykel bl.a. Hjalte Tin og Nina Rasmussen, derudover findes Australiens hjerte er rødt fra 1998. Henrik Andersen er vist den første, der har taget hele turen på en gang.