Strinuberg har altid været en sand mester til at dramatisere og iscenesætte episoder fra sine egne ægteskaber, især med Siri von Essen og Frieda Uhl i hovedrollerne. Men nu går Enquist ham i bedene med et skuespil, der handler om opsætningen af Strindbergs en-akter "Den stærkeste" på Dagmarteatret i 1889 med Siri von Essen i hovedrollen og med Strindberg som tilskuer. Og dermed er det samtidig en skildring af en af de sidste faser i Strindbergs ægteskab med Siri von Essen. Enquist har meget tydeligt villet vise, at Strindberg - og især hans forhold til kvinder - var et typisk produkt af samtidens samfund. Strindberg betragtet fra en marxistisk samfundsopfattelse. Det er en spændende angrebsvinkel, som fungerer så godt, at man gang på gang har en besynderlig fornemmelse af, at det er Strindberg selv, der har skrevet stykket. Så tæt ligger Enquist trods moderne sprogbrug - op ad Strindberg. Et forhold, der bliver yderligere forstærket af at Enquist - og det kan forekomme en smuleunderligt - har anvendt en teaterform, der i næsten et og alt hører Strindbergs tid til. Et overmåde spændende drama, der kommer op på Det kgl. Teater i denne sæson.