"Er der ikke ligefrem lidt guldstøv på Nikolaj Hess' fingre? Sådan virker det, når man hører den 46-årige pianists spil på den helstøbte "Trio" med optagelser fra Brooklyn, New York i foråret 2012 i sammenspil med den amerikanske bassist Tony Scherr og ditto trommeslager Kenny Wollesen. De to udgør en drøj og simpel rytmemaskine, der står godt til danskerens afdæmpet koncentrerede og lejlighedsvis vildtvoksende klaverspil. Dette spil vidner om en tålmodighed på musikkens vegne, som demonstreres mesterligt i pladens åbningsstykke, den smukke ballade "Make You Feel My Love" af Bob Dylan, hvor Hess på det nærmeste lader tonerne dryppe ned i klaviaturet, som om de har deres egen plan for, hvor langsomt og følt sangen skal spilles. De første tre-fire stykker er som et langsomt stigende crescendo, der fører op til Dylanklassikeren "Masters Of War" med en mørk og voldsom blomstring i tangenterne ... Klart en af kandidaterne til årets danske jazzudgivelse".