På trods af, at flere undersøgelser placerer danskerne blandt verdens lykkeligste fastholder mange, at de har stigende problemer med at fungere godt i hverdagslivet, og at den måde vi har indrettet især vores arbejdsliv på skaber utryghed og mistrivsel. Trivsel er imidlertid ikke helt uden for rækkevidde i et moderne karriereforløb, og selvom der for nogle arbejdspladser vil være tale om grundlæggende omvæltninger af vaner og omgangsformer vrimler bogen også med ganske nemme og umiddelbart gennemførlige råd, som enhver kan praktisere alene eller i samarbejde med familie, kolleger og venner.
Thomas Milsted er leder af Center for Stress og ved hvad han skriver om. Han er aktiv i den offentlige debat, og har da også flere bøger bag sig bl.a. Stress : grib chancen for et bedre (arbejds)liv, 2006 og Lykke : er der en vej til det gode liv?, 2007. Hans stil og sprog er ligefremt, og ikke mindst hans egen overbevisning om problemets omfang, er med til at sætte dagsordenen. Han har en direkte og kontant adgang til problemerne, og hans mange år som aktiv konsulent skinner positivt igennem.
Der er allerede skrevet meget om trivsel og håndtering af stress og dårligt arbejdsmiljø Denne ligger i sin adgang til problemerne tæt op ad forfatterens andre bøger og er at betragte som en gennemgang af spørgsmålet med forslag til, hvordan man selv tager ansvar.
God og praktisk orienteret bog om, hvordan man skaber trivsel på arbejdet.