Er der fornuftige løsninger eller findes der overnaturlige kræfter? Det er ifølge forordet det grundlæggende spørgsmål til de 9 mystiske hændelser fra både ældre og helt nyere tid. Det er internationale gåder som Tut-ankh-amons og Hope-diamantens forbandelser, mayaernes krystalkranie, tankelæsende aboriginals, keltiske ulvemænd og dødssejleren Mary Celeste, men også mere lokale som spøgelser i Brønshøj og hekserier i Køge. Kort sagt historier om bl.a. spøgelser, forbandelser, hekse og varulve. De samme temaer er taget op i samme forlags serie Mysteriet om..., hvor både forfatteren og bearbejderen af denne bog også har medvirket, og som både er grundigere og sværere at læse. Ud over at denne series bind enkeltvist tager et emne op, er forskellen nemlig, at der i denne nye bog er tale om korte og bearbejdede tekster, som endda er inddelt i 3 sværhedsgrader mht. læsbarhed. Der er tale om mystik for svagere læsere, og bogen giver smagsprøver på mystiske hændelser uden at gå ret meget i dybden, men er tænkt til at give læsere fra ca. 12 år blod på tanden til selv at overveje sandheden bag gåderne.