Troldepus skal til fest hos Søren Sæl, men selvfølgelig skal vi først en tur i skoven for at hilse på vennerne. I havet møder vi endnu flere venner, sikken en masse fjollede dyrenavne, som manskal lære, før man har hakket sig igennem en kedelig og humørforladt bog. Bortset fra eremitkrebsen, som er så heldig, at han intet pussenussenavn har og derfor må nøjes med en fodnote, så man vedhvem han er, så er alt ved det gamle. Denne puttenussede verden, hvor ingen spiser hinanden, kun østers og gedder må spises, minder meget om Egners, men mangler helt hans melodier og charme. Selvikke da Søren Sæl redder en stor stime sild fra de skrækkelige fiskere, afsløres hans virkelige motiv, det kunne ellers blive en spændende og bloddryppende fortsættelse med realistisk indhold. Hvisman ikke af min bedømmelse kan se, hvad jeg mener om Troldepus, så håber jeg, at man giver sig til at læse bogen, før man bevidstløs køber den, fordi man engang er startet på serien.