Spil / computerspil

Tron evolution


Beskrivelse


Platformspil. Actionspil. Programmet Arion har fået til opgave at redde netværket fra en mystisk virus, der angriber ellers fredelige programmer og gør dem til aggressive fjender. Bag angrebet står skurken Abraxas og han skal stoppes! Men før det endelige opgør skal Arion først hoppe, kæmpe og skyde sig vej gennem horder af fjendtlige programmer. Med animationer og videoklip.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. jan. 2011

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 11. jan. 2011

Nintendo DS. Actionspil. I kølvandet på filmpremieren på Disney-filmen "Tron Legacy" kommer nu det obligatoriske spil, som dette tilfælde henvender sig til de lidt større børn fra ca. 10 år. Spillet, som har en PEGI-rating på 12 og ikon for vold, er på dansk.

Spillet deler idé og miljø med filmen "Tron Legacy", men forsøger at give en slags forhistorie til filmen. Plottet er dog ikke særligt dominerende i spillet, og selv om får man ikke lige fat i den overordnede handling, kan man sagtens få glæde af spillet alligevel. Det grundlæggende princip i spillet er dog at beskytte computerprogrammet/verdenen Tron mod trusler. Man starter spillet med at vælge og style sin spilfigur, hvorefter man vælger om man vil spille den adventure-inspirerede historiemode, som har hovedvægten på løsning af små puzzles, eller man vil spille de action-inspirerede netspil. I sidstnævnte dyster man i kampvogne, på lysmotorcykler og i diskarenaen inden for forskellige setups: death match, capture the flag m.fl. Grafisk set hører spillet desværre ikke til i den bedste ende af spekteret.

Eksempler på andre filmbaserede spil er fx Despicable me, som var langt mere vellykket end nærværende spil.

Spillet vil uden tvivl tiltrække de lidt større børn, som også har stiftet bekendtskab med filmen, og de vil kunne hive et par timers underholdning ud af det. Jeg tror dog at brugerne vil blive en anelse skuffede over den gnidrede grafik, når de har filmen i baghovedet. Et plus at spillet er oversat til dansk, selv om jeg dog tror at målgruppen nok ville have klaret den engelske version også.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. okt. 2011

af

af

Henrik Schou

d. 12. okt. 2011

Playstation 3. Tron evolution er en prequel til filmen Tron - legacy og den binder den originale Tron film sammen med den nye. Spillet er et action platformspil for drenge og piger fra ca 11 år og op. Sprog: engelsk. PEGI: 12.

I spillet styrer man computersystemet / manden Arion. Inde i Tron netværket, hvor hele spillet foregår, er der problemer med en virus, der forvandler gode programmer til aggressive fjender. Arion skal stoppe truslen og finde frem til bagmanden Abraxas. Handlingen er ikke voldsomt ophidsende og da hele spilverdenen er ensformig, bliver man aldrig rigtig interesseret i den. Til gengæld er spillets action og parkour-agtige platformsbaner fantastisk designet. Variation er der ikke meget af - eneste variation er når spillet placerer Arion i en kampvogn eller på en motorcykel. Spillet er gennemført på under seks timer, men heldigvis er der multiplayer, hvor man bl.a. kan dyste på de legendariske lysmotorcykler, hvilket er fantastisk underholdende. PS3-versionen kan også spilles med en Move controller, hvilket dog ikke kan anbefales, da det gør spillet unødvendigt kompliceret. Grafikken er fantastisk, med mange imponerende lyseffekter, og lydsporet er absolut også af høj klasse.

Spillets fokus på free running og parkour giver basis for en sammenligning med EA's Mirror's edge, men generelt er der ikke meget unikt, udover den grafiske stil, ved spillet.

Man behøver ikke at være Tron fan for at få noget ud af spillet. Der er fin action, parkour-agtige platformselementer og en solid multiplayer. Alt i alt en absolut hæderlig filmlicens.


Game reactor

Nr. 114 (2010)

af

af

Nikolaj Kürstein Jepsen

Nr. 114 (2010)