Bøger / faglitteratur til børn

Tror du på spøgelser


Beskrivelse


Gennem interviews med børn og unge fortælles om deres oplevelser med okkulte fænomener og uforklarlige hændelser. Desuden vejledninger i at spå samt en spøgelseshistorie og beretninger om spøgelsesjagter.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. sep. 2009

af

af

Lars Larsen

d. 30. sep. 2009

En bog til dem der har været ude for mystiske oplevelser samt dem der bliver pirret ved tanken om det mystiske. Til børn og unge mellem 12 og 17 år.

Anne-Marie Østersø kom i kontakt med den 12-årige Camilla Paulsen via sin datter, og de har lavet bogen i fællesskab. Anne-Marie Østersø arbejder som clairvoyant og ugebladsskribent og Camilla Paulsen har også clairvoyante evner og begge forfattere har været ude for okkulte fænomener. Efter et forord, der gør rede for bogens formål og en præsentation af forfatterne, er der 8 interviews med børn og unge mellem 11 og 19 år, der alle har haft uforklarlige oplevelser. Bogen rummer også lette vejledninger i at spå i såvel kaffegrums og teblade som med terninger, spille- og tarotkort. Til sidst er der beretninger om spøgelsesjagter og en spøgelseshistorie fra 7.A's lejrskole et sted i Jylland. Bogen tager de beskrevne oplevelser alvorligt. Den går ikke i dybden med dem, men er letlæst, typografien velvalgt og layoutet overskueligt. Der er fotos af de interviewede børn og unge og tegninger, der signalerer mystik og uhygge uden at blive for dystre. Sort omslag med dækkende forsidebillede og bagsidetekst.

Bortset fra Spøgelserne på Dragsholm, 2007, er der ikke kommet noget om mødet med spøgelser siden Jens Laigaards vellykkede Spøgelser, 2006 og John Townends mere kulørte Mystiske møder med spøgelser, 2001.

En bog der tager okkulte fænomener og uforklarlige oplevelser alvorligt og giver lette anvisninger i at spå.