I denne serie er tidligere kommet bøger om bl.a. internet, genetik, energi, overvågning og regnskove. Her drejer det sig så om truede dyrearter. Der fortælles om naturfredning historisk set, befolkningstilvæksten, dyrene som en trussel for mennesker, jagt, ulovlig handel, beskyttelse af arter og natur, eksempler på truede og uddøde arter samt naturbeskyttelse nu og i fremtiden. Bogen er forsynet med gode farvefotos, tegninger, oversigter samt bokse med fakta, citater og oplæg til debat. Bagest er der ord-, litteratur- og adresselister samt stikordsregister. Bogen giver en ganske dækkende og seriøs behandling af emnet, og den er velegnet til brug i undervisningen fra 8. klassetrin, men her vil man nok savne eksempler på/diskussion af naturgenopretning i Danmark (Skjern Å, odderen, bæveren osv.). Der findes i forvejen en del bøger, der fortæller om enkelte arter og biotoper, men der er i de senere år ikke udkommet andre bøger for målgruppen, der dækker emnet så bredt. Truede dyr (2001) i serien Solstråle bøger er beregnet til faglig læsning fra 2. klassetrin.