Bøger / skønlitteratur / noveller

Tude-Tarzan


Beskrivelse


Bristede drømme, kærlighed, liderlighed, rødvinspatter, pumpede overarme, druk, smølfer og meget andet præsenteres vi for i denne satiriske novellesamling, der stiller skarpt på den moderne mand.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. feb. 2014

af

af

Jacob Holm Krogsøe

d. 18. feb. 2014

Denne satiriske novellesamling henvender sig primært til mænd, unge som gamle (og kvinder der gerne vil vide hvordan vi tænker), og det er en fornøjelse at følge, hvorledes Jacob Kokkedal spidder den mandlige selvforståelse.

Gennem 13 meget forskellige noveller - med titler som "Smølfer", "Tude-Tarzan", "Sædstokke" og "Lille Lars" - går Jacob Kokkedal behændigt i kødet på den moderne mand. Forfatteren arbejder til dagligt som lærer i Aalborg, og byen fungerer også som bagtæppe for de fleste af novellerne. Vi præsenteres for mænd i mange mulige, og umulige afskygninger, hvad enten det er Lille Lars i omklædningsrummet eller Kondomsmølf på Jomfru Ane Gade. Ikke alle noveller rammer plet, men det er et imponerende og kompromisløst værk, der fint veksler mellem det realistiske og det absurde, mellem satiren og alvoren. Sproget er velfungerende, og Kokkedal er meget dygtig til at orkestrere finurlige fortællinger, og samlingen er meget underholdende, også når den frastøder. Udover denne novellesamling er Kokkedal forfatter til fire romaner.

Der er både noget Finn Søeborg og Erling Jepsen over Jacob Kokkedal og ellers vil jeg anbefale nyere novellesamlinger om mænd som Peter Hovmands Ikke altid sådan her og Jesper Dahls Sengen er giftig.

Kompromisløs og meget underholdende novellesamling, hvor forfatteren tager pulsen på den moderne mand - og det er bestemt ikke en puls, der tegner et glansbillede. Bør stå på alle landets folkebiblioteker.