Sjov rimet myldrebilledbog med et underliggende tema om ordentligt håndværk og unfair konkurrence for de 3-5-årige billedbogslæsere.
Tor Freeman har vi tidligere mødt i billedbogen Herbert Hunds travle dag, 2014. I nærværende billedbog udspiller handlingen sig i en by befolket af påklædte dyr. Tukan-brødrene (der er to tukaner) er blikkenslagere og klarer alle vvs-problemer med bravur. Men en dag kommer hunden Rolf Lyn til byen og åbner en konkurrerende vvs-virksomhed. Tukanerne mister alle kunder, men da det viser sig at den billige Rolf Lyn klarer alle problemer med plaster og tape, er det tukanerne, der redder byen, og Rolf Lyn må liste beskæmmet bort. Denne opbyggelige historie om konkurrence og om, at billigere ikke nødvendigvis er bedre, er fortalt i en rimet tekst. Bogens styrke er de detaljerede, tegneserieagtige illustrationer i klare farver, der fortæller historien i små tegneserieforløb vekslende med større billeder, der er fyldt med liv og sjove detaljer.
Tor Freemans sjove og livfulde illustrationer kan ses som en opdateret, mere moderne og sprælsk udgave af Richard Scarrys kendte myldre-billedbøger.
Alt i alt en sjov og finurlig rimet billedbog for de 3-5-årige. Den foregår i en by befolket med påklædte dyr, og de tegneserieagtige illustrationer er fyldt med detaljer og skæve optrin, der vil fryde målgruppen, og historien har en god og letforståelig morale.