Feel good-film om en småbørnsmors udmattende hverdag og mødet med en frelsende engel i skikkelse af en natbabysitter. For alle, der holder af et godt komedie-drama.
Marlo er 41 år, mor til to og gravid med nummer tre. Hendes mand er ofte hjemmefra og Marlo kæmper sig igennem hverdagen med skole-hjemsamtaler, madlavning, rengøring og barnepasning. Da tredje barn endelig melder sin ankomst er glæden og overskuddet derfor ikke eksisterende og Marlos bror giver hende en natbabysitter i barselsgave. Fuldstændigt udkørt takker Marlo ja til tilbuddet og den unge barnepige Tully gør sin entre. Med sin smittende glæde og nærvær ændrer hun Marlos liv og det, der ved første øjekast virkede som en overflødig overklassegestus viser sig at være den bedste gave Marlo nogensinde har fået. Det eneste problem er hvordan Marlo skal overvinde sit liv, når Tully rejser videre til den næste familie.
En dejlig og livsbekræftende historie om moderskabets op- og nedture, fortalt med en blanding af humor og alvor, der virker autentisk og nærværende. Charlize Theron er fremragende som den udslidte og næsten zombie-agtige småbørnsmor, der kæmper for at holde sammen på familien.
Skat, det er din tur handler også om en presset småbørnsfamilie, men er mere humoristisk og har ikke samme dybde.