Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Tunnelmanden


Beskrivelse


Tunnelmanden er kommet for at gøre Adelene lykkelig. Han vil hjælpe hende af med hendes plageånder. Adelene tvinges til at vælge hvem, der skal dø og hvem der skal leve. Men kan hun mon forhindre, at Fru Jespersen og Matti skal dø?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 28. sep. 2010

af

af

Marion Tirsgaard

d. 28. sep. 2010

Barsk, mystisk og underholdende gyser. Om liv/død, om at sige fra og sætte grænser. Fra 13 år.

Der er ingen, udover Fru Jespersen, der bekymrer sig om Adelene. Hendes alkoholiske mor behandler hende som et udskud, og hun bliver mobbet i skolen. En dag møder Adelene Tunnelmanden - en handyman, der skaffer besværlige mennesker af vejen. Tunnelmanden begynder at opsøge Adelene i drømme, hvor hun tvinges til at vælge hvem, blandt hendes plageånder, der skal leve eller dø. Historien forvandler sig til en ren gyser, da folk omkring Adelene rent faktisk begynder at dø. Bogen er fra første side mystisk og foruroligende. Den er velskrevet og grum men rummer også håb, hvilket er med til at sætte alt det grumme i relief og give historien en god balance, som gør at bogen gør indtryk. Personlig blev jeg lidt skuffet over slutningen, som ikke formår at holde det høje niveau af gys og overraskelse, som præger resten af bogen. Den fotografiske forside er mørk og viser en chokeret Adelene med tunnelen i baggrunden.

Som i Jürgensens seneste udgivelse Dødens mange facetter, 2009 er temaet i Tunnelmanden død. Fans af Jürgensens tidligere bøger som fx Kadavermarch og efterfølgeren Kadaverjagt vil også synes om denne.

Trods en lidt tam slutning er Tunnelmanden en rigtig god, fængende og foruroligende gyserroman fra Dennis Jürgensens hånd. Den beviser, at han er en af landets bedste gyserforfattere for unge.