Danmark rundt i H.C. Andersens fodspor. Bogen kan læses af alle, der ønsker at rejse i Danmark med inspiration fra H.C. Andersens liv og rejser.
Bogen åbnes med et historisk afsnit om H.C. Andersen, der tager sit afsæt i det nybyggede H.C. Andersens Hus. Det er beretningen om H.C. Andersen, som jagtede det moderne, hans begejstring over at opleve nye steder og hvordan han via sine dagbøger og brevvekslinger gør det let for nutidens mennesker at følge i hans fodspor. Afsnittet afsluttes med vigtige årstal. Herefter er bogen opdelt i tre dele: Sjælland og øerne, Fyn og Jylland. Her guides læseren gennem H.C. Andersens favoritsteder, rejsemål og monumenter i de respektive landsdele. Hvor muligt, er der angivet busruter og positioner på kortet. Turen går bl.a. til Bakkehuset, Sorø Akademi, Brøndums Hotel og selvfølgelig Odense. Gennem hele bogen er der uddrag, anekdoter og henvisninger til hans værker.
Bogen er opbygget som de klassiske "Turen går til"-bøger med symbolforklaring, kort og transportmuligheder. Undervejs er der krydret med fortællinger om H.C. Andersens eventyr, mens der gives bud på ture i hans fodspor rundt i hele Danmark.
Om H.C. Andersens oplevelser under sine rejser findes fx H.C. Andersen og Østjylland.