Genudgivelse i lidt ændret form af en artikelserie fra Dagbladet Information, sommeren 2001, hvori forfatteren med udgangspunkt i 16 danske turistattraktioner filosoferer over turismens væsen i almindelighed og kvaliteten af de nævnte steder i særdeleshed. Det har ikke været hans hensigt at lave en forbrugerguide, men snarere at belyse turismens historie gennem udvalget. Det rækker fra Ribe over Tivoli og H.C. Andersens Hus til Louisiana og Christiania, sluttende med turistoplevelse via TV og nettet. Hver attraktion repræsenterer for forfatteren et aspekt af turismen og betragtes med kritiske briller. For det meste er resultatet af besøget negativt, somme tider nærmest ubehageligt, som Kattegatcentret i Grenå, men små særsamlinger, der lever deres eget liv, som Børglum Kloster og Geologisk Museum får et opmuntrende ord med på vejen, og Christiania, der slet ikke vil være en attraktion, er ikke alene et besøg værd, men en inspiration for os alle til at nytænke og -indrette vores liv i en stadig mere fremmedgjort verden i den europæiske union. En række sprogligt velformulerede aviscauserier med baggrund i en personlig stillingtagen til et vigtigt fænomen i nutiden. Illustreret med farvefotos fra de omtalte turistmål.