"På Turnings dyrker gruppen en stærkt pop-orienteret fusionsjazz, der gik af mode herhjemme i slutningen af 1980erne, men som med 11 melodiske og stilsikre kompositioner, alle fra kapelmesterens hånd, har fået et opdateret twist ... En helt overraskende stærk indsats leveres af Per Gade, som for en gangs skyld smider fløjlshandskerne og cigaretrøret og helt fra første takt bare spiller el-spade, så det sprøjter og indimellem antager helt Poul Halberg- og Mikkel Nordsø'ske dimensioner ... Man skal bare nyde det gedigne håndværk fra jazzfolk, som måske ikke har spillet så meget stilren fusion i den senere tid, men som tydeligvis elsker det og agerer instinktivt derefter, når de får en oplagt mulighed for at genoplive gamle minder. For tilhængere af danske 1980er-grupper som Santa Cruz og Frontline, og amerikanske Spyro Gyra, er denne retro-skive et must!".