Game boy advance. Den tasmanske tiger Ty's ærkefjende Cass er igen på spil, efter at være sluppet ud af fængslet. For at stoppe Cass skal Ty bekæmpe Cass's Über-firben. Som våben har han sine boomeranger. Spillet har i alt 21 boomeranger med forskellige egenskaber. Nogle nedfryser fjenden, andre udspyr flammer, detonerer etc. Har man samlet opaler nok, kan man købe nye våben eller endnu bedre købe Bonyips - en slags robotudstyr, som giver Ty nye evner og muligheder. En række mini-missioner, hvor der bl.a. skal køres i off-roader, flyves i helikopter og sejles i undervandsbåd, giver afveksling i spillet. Grafikken er meget vellykket. De forskudte baggrundslag fungerer fint og giver øjet en illusion af 3D. Ty - the Tasmanian tiger 2 : bush rescue, der tilhører den velkendte "fra venstre mod højre" 2D platformspiltype, kan virke noget gammeldags. Handlemulighederne er begrænsede. Selvom der er 21 forskellige boomeranger, kastes de på samme måde. Så på trods af visuel afveksling i form af frost, flammer og eksplosioner kommer ensformigheden snigende. Spillet er ikke særlig omfattende, så det er hurtigt spillet og hurtigt glemt. Et godt flow og de underholdende mini-missioner gør dog, at spillet - sine mangler til trods - alligevel vil gå hen og blive populært, især hos de yngre spillere. Alder: Fra 7 år. PEGI: 3+. Sprog: engelsk.