Her kan fodboldfolket genopleve minderne, eller måske for første gang få fortalt historien om dengang i 1986, da et dansk fodboldlandshold begejstrede fodboldverdenen ved VM i Mexico.
Journalisten Joakim Jakobsen fortæller veloplagt og kyndigt om firsernes legendariske danske fodboldlandshold, deres bedrifter ved VM-slutrunden i Mexico, og de konsekvenser det fik for dansk fodbold. Han har interviewet Morten Olsen, Michael Laudrup og en lang række andre spillere fra dengang og også landstræneren Sepp Piontek, der måtte kæmpe mod den danske afslappede attitude, hvor et hæderligt nederlag var godt nok. Han følger og analyserer kamp for kamp det danske landsholds bedrifter, hvor kulminationen var 6-1 sejren over Uruguay og den efterfølgende sejr over Beckenbauers vesttyskere, og hvor nedturen kom med 1-5 nederlaget mod Spanien i ottendelsfinalen, der blev sat i gang af Jesper Olsens fatale tilbagelægning.
Der er flere samtidige bøger om fodbold-VM i Mexico i 1986. Joakim Jakobsen er også forfatter til den store bog om Tour de France Le Tour, 2006.
Med begejstring og stor fodboldmæssig indsigt fortæller Joakim Jakobsen om 1980'ernes legendariske danske fodboldholds indsats ved VM i Mexico i 1986. Lystlæsning for fodboldelskere.