Dødeligheden blandt det tyske ubådspersonel under krigen var stor, og en liste udarbejdet af den britiske efterretningstjeneste i slutningen af 1943 viste da også, at af Tysklands mangeubådschefer var der kun en, som havde været med næsten fra krigens begyndelse nemlig Peter Cremer (Ali). Han blev flere gange dekoreret, og at komme med Ali var som en livsforsikring, for uansethvor håbløst det så ud, fik han altid sin båd i havn. Levende og medrivende beskriver han livet i en ubåd, som ikke altid var særlig rart, især de frygtelige og nervepirrende timer, hvor man låneddykket og kunne høre fjendens dybdebomber og ikke være i stand til at gøre andet end at håbe, at de ikke ville gøre alt for stor skade. Cremer var ikke nazist, men soldat, hvilket også bleverkendt af de allierede efter krigen, og han er da også siden blevet ven med flere af sine tidligere fjender på trods af, at han under krigen nådesløst skød deres skibe i sænk. Enkelte stederforfalder Cremer til opremsning, mensom helhed er det spændende læsning, og bogen skal nok få et stort publikum.