Henrik Rehr bor og arbejder i USA, og Uår har trods sin meget nordisk orienterede middelalderintrige tidligere været udgivet på engelsk (under titlen Dreamtime). Uår betyder onde tider, og det er i sandhed onde tider for den unge Mathias på flugt fra krigen - og fra sig selv. En kort tid falder Mathias til ro hos mølleren Anders og hans familie; men da et par sigøjnere ankommer til landsbyen, bliver det signalet til en opblussen af fortrængte følelser og gammelt nag, og efter en række dramatiske optrin må Mathias atter begive sig ud i det uvisse. Intrigens 15 korte kapitler berettes nøgternt, men rummer samtidig nogle poetisk-mytiske indslag, som hæver fortællingen ud over det hverdagsrealistiske. Det er også i disse drømmeagtige indslag, Henrik Rehr får lejlighed til at vise flere facetter af sit grafiske talent end den gennemgående realistiske streg, med en udstrakt brug af sort-hvide kontraster. Det er en udtryksform, der minder en del om stilen i tegnerens debutværk: Drømmen om langskibene, og det er en form, der formidler den sort-hvide intrige ganske effektivt. De unge og voksne læsere kan roligt lade sig indfange af Rehrs middelalderatmosfære - og bære over med de lidt for mange talende ansigter og den til tider lidt for omfangsrige tekstside.