Til menigmand med interesse for udenrigspolitik samt forfatterens fagfæller.
Vi kender dem fra de korte indslag fra alverdens brændpunkter med skudsikre veste og bombestøj i baggrunden. Det er modige mennesker, journalister, der uforfærdede hopper på en flyver for at vise os andre verdener, der er i opløsning. Vi kender forfatteren fra DR, og han bringer i 22 afsnit en udvidet fortælling fra de mange steder, han har været. Vi hører om menneskerne, hvis historie han har fortalt, de lokale fixere som tolke og hjælpere, farlige situationer, hvor han tror den sidste time er kommet, overnatninger under både luksuriøse og kummerlige forhold og ikke mindst om de voldsomme følelsesmæssige situationer, det uvilkårligt bringer ham ud i. Det er en personlig bog, medrivende fortalt, hvor vi følger ham på rejser gennem to årtier fra den første udsending til Balkan helt op til nu, hvor det er Ukraine, der er i fokus. Han afslutter dog med et håb og en tro på, at verdens brændpunkter altid finder frem til en normalitet igen. Spændende læsning, ikke mindst for de mandlige læsere, men den kræver dog nok lidt formidling.
Flere af forfatterens kolleger har udgivet lignende bøger, fx Steffen Kretz: Brændpunkter, 2010 og senest her Puk Damsgaard: Hvor solen græder, 2014.
22 medrivende, personlige beretninger fra tv-journalistens rejser til verdens brændpunkter.