Bøger / skønlitteratur / noveller

Udvalgte firkanter : fortællinger


Beskrivelse


Noveller fra dagligdagen i et hjørne af Sjælland med humoristiske og solidariske fortællinger om skæve eksistenser, mens der er satirisk brod i skildringerne af levebrødspolitikere og andre, der lever fedt på andres bekostning.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. sep. 2011

af

af

Marianne Majgaard Jensen

d. 6. sep. 2011

Til læsere af traditionelle, realistiske noveller med et godt skvæt skrøne eller folkefortælling. Vil fungere fint til oplæsning, i diskussionsgrupper eller til emnearbejde på fx VUC om etiske spørgsmål og mellemmenneskelige relationer.

Det er dansk dagligliv på godt og ondt, som bliver portrætteret i disse noveller, de fleste af dem fra et hjørne af Sjælland. De skæve eksistenser skildres med humor og varm, stilfærdig solidaritet med alt, hvad livet indebærer af sort arbejde, lidt ulovligt fiskeri og kvarte køer, som der vist ikke lige bliver svaret moms og skat af. Men vi træffer også pamperne, levebrødspolitikerne og dem, der lever fedt på andres bekostning, og her bliver tonen mere hvas og satirisk. Det er ikke så meget det psykologiske, der er i centrum, men snarere etiske og humanistiske problemstillinger. Fortællingerne er skrevet i et mundret og billeddannende sprog. De vil fungere godt til oplæsning og til diskussion af den måde, vi omgås og lever med hinanden på. Per Fjord (f. 1952) er musiker og forfatter. Han har skrevet både faglitteratur, digte og prosa, fx novellesamlingen Gråzoner, 2007.

Minder om Gråzoner, men flere af novellerne fik mig til også at tænke på andre moderne folkelivs- og skrøneforfattere, fx Maria Grønlykkes prisbelønnede Fisketyven, 2003.

Velskrevne fortællinger fra dagligdagen i en dansk udkant. I familie med skrøner og mundtlig fortælletradition, kan fint bruges til oplæsning og i diskussioner af dagligdagens etiske spørgsmål.