Bøger / skønlitteratur til børn

Uffe fanger en fisk


Beskrivelse


Billedbog. Da Uffes far var barn, var han på fisketur med sin far. Nu skal Uffe og hans far også ud at fiske. Da Uffe fanger en lille fisk opkalder han den efter sin svømmelærer, Karina, fordi den er så god til at svømme. Men i modsætning til sin far har Uffe absolut ikke tænkt sig at spise Karina.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. okt. 2010

af

af

Marion Tirsgaard

d. 13. okt. 2010

Billedbog om en far og søns første fisketur, der ikke helt går efter (fars) plan. Velegnet til snak om fisketure, natur og fødekæder men også bare en god historie om et hverdagsdrama, som mange børn og forældre vil nikke genkendende til. Fra 4-6 år.

Uffe og hans far skal på fisketur og fange en fisk, så faren kan tage et billede af Uffe og den første fangst - ligesom Uffes far selv oplevede det som barn. Uffe fanger en lille fisk med en af regnormene gravet op i haven men til farens ærgrelse navngiver Uffe fisken efter sin svømmelærer og indretter Karinas nye hjem, spanden, med planter. Til al gru går det op for Uffe, at hans far vil myrde Karina, og han stikker af med Karina for sammen med veninden Stine at finde et nyt hjem til Karina. Hjemme ender alt godt. Faren tager et billede af Uffes første fangst: regnormene fra haven. De kvadratiske illustrationer er i støvede jordfarver med Leténs karakteristiske runde, enkle og udtryksfulde streg. Letén står som forfatter og illustrator bag 3 andre billedbøger senest Mads maler kunst, 2009. Alle skrevet fra barnets perspektiv og med hverdagen og familien som omdrejningspunkt.

Fisketure er også et tema i fx den fotografiske Hiv ind, Jesper!, 2010, Victor, Morfar og tunfisken, 2002, og Smarte striber, 2010 men ingen med samme vinkel som denne.

Vellykket historie for de 4-6-årige om en fisketur set fra børnehøjde og med en dobbelthed, der også giver de voksne lidt at tænke over.