Hvad gør man, hvis man får noget i gave, som man egentlig ikke bryder sig om, og man ikke vil gøre nogen ked af det? Det handler denne billedbog om. Bogen vil være god at diskutere både derhjemme og i institutioner. Den henvender sig til børn mellem 4 og 6 år.
Letén kender vi fra flere søde og gode billedbøger som fx den første billedbog om Uffe, Uffe fanger en fisk, fra 2010. Uffes forældre skal holde en fest, og Uffe glæder sig til at få fint tøj på. Men da mor i en god mening forærer ham en fler-farvet hue, som han ikke kan lide, bliver han sur og frustreret. Hvordan skal han sige, at han ikke kan lide huen? Uffe finder på at gemme huen i køkkenskabet, men så vælter krukker og mel ned, og huen falder i bowlen med velkomstdrink. Først derefter tager Uffe mod til sig og fortæller, at han ikke bryder sig om huen. En bog om at stå i et dilemma, som man ikke ved, hvordan man skal tackle. Teksten er velskrevet, og historien fint fortalt. De rare tegninger i sarte farver er i typisk Letén-stil med store, runde ansigter, osv.
Jeg er ikke stødt på andre billedbøger om et sådant dilemma, men man kan sammenligne bogen med andre bøger, der via en historie beskriver en følelse eller en situation, der kan være svær at håndtere som fx i Guldagers Anton og kunsten at sige nej. Som serie-bog kunne jeg forestille mig, at børn, der kan lide Stenbergs serie om Billy, også vil kunne lide Uffe.
Fin historie, der kan hjælpe børn med at sætte ord på svære situationer.