Hækl dine egne uhyggelige, men nuttede, amigurumi væsner. Opskrifterne kan anvendes af både begyndere og øvede hæklere.
Amigurumi er et japansk hæklefænomen, der er blevet uhyre populært. Begrebet dækker over små hæklede, bløde og ofte nuttede dyr. Bogen her lægger ud med en oversigt over de materialer, der anvendes, vejledning til opskrifterne samt de enkle hækleteknikker, der anvendes gennem bogen. Der er en guide til at lave en magisk ring, og gode råd til hvordan man monterer og hækler arbejderne sammen. Herefter følger 15 uhyggelige opskrifter, hvor der er mulighed for hækle bl.a. Grev Dracula, Frankensteins monster og en voodoodukke. Alle opskrifter indeholder vejledning til valg af farver, højde på den færdige figur og evt. tilbehør som eksempelvis øjne.
Absolut fin lille hæklebog med uhyggelige modeller på den nuttede måde. Opskrifterne er lette at gå til, og de færdige resultater vil begejstre både piger og drenge.
Der findes efterhånden en del bøger i de danske biblioteker om amigurumier, bl.a. Vi hækler sjove amigurumier.