Bøger / skønlitteratur til børn / gys

Uhyret i brønden


Beskrivelse


Troels og hans familie er flyttet ind i deres drømmehus i Gribskov. Men da Troels tager en mystisk blaffer op, som forsvinder sporløst, begynder der at ske uhyggelige ting.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. okt. 1998

af

af

Susanne Thøfner

d. 15. okt. 1998

Troels og hans familie er flyttet ind i deres drømmehus i Gribskov. Men da Troels tager en blaffer op, som har været død i over 40 år, og hans søn finder en dyb brønd i hjørnet af deres grund, begynder familiens dagligdag at smuldre, og bogen ender i en solid gang gys og splatter. Bogens kulsorte omslag, uden illustrationer, passer fint til den ret så gruopvækkende historie, der serveres i et mundret og flydende dansk med megen dialog. Den er inddelt i 53 små kapitler og vil også egne sig fint til oplæsning for større børn, der ikke er bange for at få nattesøvnen ødelagt. Her er tale om en veldrejet og sammenhængende historie, som forfatterens mange fans bestemt ikke vil føle sig snydt af. Her er hekse, en natsort hund, der stjæler knive, telefonsamtaler med døde naboer og meget andet, der garanterer den elementære spænding bogen igennem. Et solidt stykke underholdning for de mange gyserelskere, vel især drengene. Bogen kan selvlæses af ungdomsafdelingens lånere fra ca. 13 år, og den kan læses op fra 11-12 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 15. okt. 1998

af

af

Lisbeth Thue (skole)

d. 15. okt. 1998

Forrygende gys med et spændende plot fra Dennis Jürgensen, der formår at indfange læseren, så man føler sig besat til sidste side er læst. Målgruppen er skaren af fans fra 7. kl., der er klar til en bog holdt i et hurtigt og friskt sprog. Familiefaren og computermedarb. Troels og hustruen og juristen Susan har købt et dejligt hus på landet. Det viser sig, at med dette køb følger en del mystiske afbræk i hverdagen. Mormoren advarer fra sit dødsleje på hospitalet Troels om et væsen, der befinder sig i en skjult brønd på matriklen, til trods for hun aldrig har været der. Også en afdød mand, den tidligere ejer af huset, stopper bilen flere gange, og naboerne forsøger via tlf. at advare, selvom de lige er forlist i en flyulykke. Troels går, uden at Susan ved det, i gang med at undersøge sagen. Vha. en narkoselæge finder han vigtige spor fra fortiden bl.a. en bog, der afhjælper familiens bekendtskab med uhyret eller sjælen Metatipe, der ligger i dybet af brønden. Når den er aktiv, tager den bolig i levende genstande som en sort hund, mormoren og broderen er også kurér. Troels får heldigvis bugt med den onde Metatipe og flygter sammen med børn og hustru til et nærliggende hotel. Forsiden er holdt i sort og signalerer gys og uhygge.