Bøger / skønlitteratur til børn / fantasy

Uhyrets Labyrint


Beskrivelse


Fantasy. Leif, Jasmin og Barda leder efter den 6. ædelsten fra Deltoras magiske bælte. De må kæmpe mod lumske ollere og blodtørstige pirater, men værst er det slimede uhyre, der bevogter ædelstenen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. maj 2003

af

af

Jytte Kjær Schou

d. 7. maj 2003

Med dette 6. bind nærmer vi os afslutningen af serien om Deltoras bælte. Opgaven går her ud på at finde den 6. af de i alt 7 ædelsten fra det magiske bælte og besejre det skrækkelige uhyre, der bevogter den. Bogen er lavet over samme skabelon som de øvrige bind i serien, der med fordel kan læses i sammenhæng. Forsideillustrationen lover uhygge og spænding, og det får læsere fra ca. 9 år i fuldt mål. Den stadigt stigende spændingskurve og manglen på døde punkter i handlingen gør, at også lidt ældre børn, der ikke magter de mere substantielle fantasyromaner, kan være med. Det er let fordøjelig, hurtig og effektiv, om end noget vitaminfattig underholdning, der ikke byder den tænksomme læser på større udfordringer. Hovedpersonerne, Barda, Jasmin og Leif, er forsynet med nogle få, entydige egenskaber, der får dem til at fungere i seriens univers. Der er heller ikke i dette bind nogen subtile overraskelser, selv om de 3 venners omgivelser ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være. De må bekæmpe de farlige ollere, der er mestre i forvandling. De klarer blodtørstige pirater og må til slut opbyde deres sidste kræfter for at modstå det væmmelige uhyre, der har diamanten skjult i sin labyrint.