En rigtig tju-bang roman om II Verdenskrig, som Higgins før med succes har beskæftiget sig med, Ørnen er landet etc. Den engelske og amerikanske efterretningstjeneste arbejder sammen om at infiltrere det besatte Frankrig, bl.a. ved hjælp af en erobret tysk motortorpedobåd med en besætning der illuderer tyskere. Da de får nys om en konference om Vestvolden, hvor Rommel skal deltage, sendes en kvindelig agent afsted, uden at vide at hun kynisk ofres i et langt større spil, hun skal bruges som lokkedue og misinformator. Sådan går det da heller ikke, for efter mange komplikationer reddes hun, og de ansvarlige, ja de fortsætter spillet, for krig er krig, og af og til må der ofres en bonde. Ikke en roman der glimrer ved sin personskildring, der mildest talt er klichéagtig, men en spændende og på genrens præmisser underholdende og velfortalt historie om krigens kynisme, hvor alle midler tages i brug, hvor beskidte kneb uden blusel bruges, og hvor den ene side ikke er meget bedre endden anden.