I Mørke strømme var denne series hidtidige hovedperson, Erlendur Sveinsson, forsvundet. Her får vi så at vide hvorhen. Han er taget til sin hjemegn for at lede efter længst forsvundne personer og andre spøgelser som har forfulgt ham og andre længe. Det er intet mindre end et skæbnedrama, Indridason opruller, og hans efterhånden mange trofaste læsere vil glæde sig.
Elendur Sveinsson driver rundt på sin fødeegn i østisland, hvor så mange er forsvundet igennem tiderne. Elendur drages mod en særlig sag, hvor en ung kvinde for næsten 60 år forsvandt i en storm, og aldrig blev fundet. En storm meget lig den som Elendurs egen lillebror forsvandt i for næsten lige så mange år siden. Som i tidligere bøger bruger Indridason gamle forbrydelser og begivenheder til at grave fortrængninger i mennesker og lokalsamfund frem, men denne gang leder han ikke kun udenfor sig selv.
Indridason er en mester i at skildre den islandske nationalkarakter som vi tror den er. Hans stil er særpræget. Historien fortælles på skift indefra og udefra fra forskellige vinkler. Endda bevidst tilbageholdelse af oplysninger finder vi læsere os i, for det hele er fortalt så snigende suverænt, at vi æder det råt. Tung egn, tung stemning, tunge skæbner. Fremragende skildret.
Vil man have samme traumedybde kan man se islandsk film, der netop i disse år synes at toppe. Blandt mænd og får giver fx samme fornemmelse af fortvivlelse og kuldedød.