Bøger / skønlitteratur til børn

Ulækre regnorme


Beskrivelse


Billedbog. Drengen synes, at regnormene i mormors have er ulækre. Men mormor ved meget om regnorme, og de er vigtige venner at have i haven. Med små faktaoplysninger om regnorme.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. okt. 2009

af

af

Morten Halskov Jensen

d. 13. okt. 2009

Bogen er velegnet til at læse sammen med børn fra 4 år, fx som et oplæg inden man går ud og kigger nærmere på livet i jorden.

Regnorme er sælsomme skabninger. Det formidles i denne billedbog på en enkel og nærværende måde. Vi følger en dreng i haven hos sin mormor. Hun viser hvordan man kan se for og bag på en regnorm, og fortæller hvilke dyr der spiser regnormene. I løbet af fortællingen bliver det klart for drengen (og for læseren), at regnormene er vigtige venner at have i haven. Måske er de slet ikke så ulækre som bogens titel lægger op til? I den enkle fortælling flettes meget viden og fakta ind, fx at regnormene har fået deres navn, fordi de kommer frem, når det regner. Faktisk kan de lokkes op af jorden med vand fra en vandkande. Illustrationerne har deres egen fine æstetik og viser mange facetter af regnormenes liv i jorden. Efter at have læst bogen får man lyst til at komme ud i naturen og rode efter regnorme.

Forfatteren har skrevet andre bøger om sælsomme små dyr, fx Sommerfuglens forvandling og Mine haletudser. Ønsker man at læse mere om regnorme kan man prøve Stefan Castas En nat på jorden fra 2009.

En fin og meget oplysende bog om regnorme. Tegningerne er eminente og bogens tilrettelæggelse og engagement giver lyst til en tur i naturen.



Informationer og udgaver