Jean-Christophe Grangé har to spændingsbøger bag sig på dansk, den ene er den roste og filmatiserede De blodrøde floder 00/20 den anden Stenkoncilet 03/25. Som begge disse er også Ulvens rige en storladen thriller med et fantastisk udgangspunkt. En ung kvindes tiltagende hukommelsestab viser sig at stamme fra, at hun - som et led i et hemmeligt eksperiment - er blevet hjernevasket. Parallelt med udviklingen af hendes historie følger vi et par politifolks jagt på en sadistisk seriemorder i Paris' tyrkiske indvandrerkvarterer, og snart begynder de to sager at flettes ind i hinanden. Så vidt så godt. Den slags kunne enhver jævn amerikansk spændingssnedker såmænd også finde på. Det særlige ved Grangé er, at han er blottet for den retfærdighedsfølelse, der ellers styrer genren. Hans virkemiddel er ikke et gys der forløses, men en undergangsstemning, der opfyldes. Hans grundstemning er ikke sentimentalitet, men patos. Grangés to tidligere bøger har deres beundrere, og de vil ikke blive skuffede. Det er virkelig rædselsfulde sager, han her disker op med.