Ungdomsromanen skal genremæssigt karakteriseres som en gyser. Målgruppen er de 13-16-årige. Titel og forside understreger uhyggen og indikerer således fint temaet.
En gruppe utilpassede og småkriminelle unge fra Nørrebro tager sammen med deres pædagoger på hyttetur til en svensk skov. Da de indser, at der er ulve i området, er dyrene kommet så tæt på, at flugt ikke længere er en mulighed. Romanen lægger hårdt fra start med en prolog, som skildrer, hvordan husets opsynsmand overfaldes og bestialsk dræbes af skovens ulve. Udover gyser-temaet ledes der i korte flashback tilbage i tiden. Herigennem fortælles hvorfor de unge er nået dertil, hvor de er i deres liv. Romanen forløber over en uge, hvor hver dag fortælles i sit eget afsnit. Teksten er nem og let at gå til.
Plottet kan meget vel være inspireret af Stephen Kings Dræberhunden Cujo. For samme målgruppe kommer jeg til at tænke på Dennis Jürgensens Mørkeleg og Sidste time.
En super spændende roman, som i sin billedlige tale ofte vækker associationer til et filmmanuskript. Det er en letlæst gyser med et nemt plot, som er hurtigt læst og ganske underholdende.