Playstation 3. Actionspil med vægten lagt på Hollywood-agtig historiefortælling og intense action-sekvenser. Seriens store dramatiske fortællinger appellerer primært til unge fra 15 år og voksne. Yngre spillere risikerer at kede sig undervejs. Dialogen er på engelsk, men er tekstet på dansk, så sproget er ikke nogen barriere. Sværhedsgraden kan indstilles i fire trin og kan på letteste trin magtes af absolut alle i målgruppen. PEGI: 16 og ikon for vold.
Nathan Drake er tilbage i seriens karakteristiske Indiana Jones-stil. Denne gang går jagten på "Sandets Atlantis", en forsvunden oldtidsby. Naturligvis fuld af ufattelige rigdomme. Historien er effektivt spundet sammen med kreative puzzles og actionsekvenser, som involverer nævekampe, skuddueller, klatring og spektakulære "stunts". Det hele er troværdigt og ekstremt underholdende! Spillet forløber sømløst som én lang bane, hvilket bidrager til den filmiske oplevelse. Den del af spillet er i mine øjne fejlfri! Der er derudover multiplayer-spil online, både co-op og pvp, hvor co-op fungerer bedst. Den grafiske stil er igen i topklassen, og denne gang i 3D på 3D-tv. De storslåede scenarier bliver endnu flottere i 3D, men kan sagtens nydes i 2D også. Lyden og stemmeskuespillet er ligeledes af høj klasse.
Nathan Drake er en mandlig udgave af Lara Croft så ja, Tomb Raider-spillene er lignende. Derudover har fx Enslaved - odyssey to the west samme filmiske tilgang til actionspil-genren.
Uncharted-serien er ganske simpelt fremragende og med nærværende 3'er i topklassen, kommer der forhåbentlig flere afsnit om eventyreren Nathan Drake.