Action-adventure i 3. person. Sidste eventyr om skattejægeren Nathan Drake, der her er på jagt efter piraten Henry Avery's skjulte skat. For unge og voksne.
Uncharted-serien, som startede i 2007, er nu fremme ved 4. og sidste del. Gameplay-konceptet er stort set identisk med seriens øvrige spil, hvor man skal løse puzzles, hoppe og klatre - og samtidig kæmpe mod diverse skurke, gangstere og lejesoldater. Historien fører Drake og hans team rundt om kloden til forskellige eksotiske destinationer, hvor Avery's kryptiske spor fører dem hen. Kampsekvenserne udspilles både som vilde ildkampe, nævekampe og snige-baner, hvor man skal klare udfordringerne uden at blive opdaget. Enkelte steder skal man vælge Nathans svar i dialog med andre figurer, hvilket dog ikke har indflydelse på historiens forløb. Sproget er engelsk, tekstet på dansk.
Nathan Drake er spillenes svar på Indiana Jones. En sympatisk skattejæger, som på den ene side er en helt, men på den anden side også uperfekt som mennesker er flest. Skildringen af Nathan og de øvrige karakterer er ekstremt vellykket, og når personerne så bringes til live i en fabelagtig sørøverskat-historie med masser af ramasjang, ja, så er jeg solgt! Spillet kan nydes både som et casual game henslængt i sofaen, men også som et særdeles udfordrende actionspil, hvis man skruer sværhedsgraden op på max. At begge dele fungerer perfekt er også et særsyn. Grafik, stemmer, ja hele baduljen er i topklassen! PEGI: 16 og ikon for vold.
Spillene med den anden berømte skattejæger, Lara Croft, er meget lignende, fx Tomb raider.