Lad mig slå fast med det samme, at Benny Andersens nye digtsamling er en landvinding for digteren og en stor oplevelse for læseren. Ja, hvor utroligt det end lyder: Benny Andersen haroverhalet sig selv og skrevet sin bedste bog. En række af digtene er tilegnelser, som langt dybere end tidligere digte, ikke bare portrætterer mennesker, men endevender dem i intime undersøgelseraf deres indre og ydre liv. Tonen er varm, forelsket og mere alvorlig og sørgmodig end tidligere, sproget er i en sprogmesters hånd: stort, smukt og så ubesværet poetisk som måske aldrig før pådansk: "blindt koncentreret om at finde / det nøjagtige ord for intens tilstedeværelse / her og nu". Digtene i det midterste af tre afsnit kaldes "dobbeltdigte" og bør læses to og to samtidig -d.v.s. med et øje på hver bogside - komplementære som de er. Det foreslår digteren i hvert fald, men læsere som ikke kan klare denne kongruens (og hvem kan det!) bør ikke fortvivle ... Der står såmange kloge, men letforståeligeord i denne bog, at ethvert læserhjerte må få vinger. Livet er ikke det værste man har.
