Mandela er som Albert Luthuli en forgrundsskikkelse i den sydafrikanske opposition, men han er nu sat i fængsel for livstid. Han har derfor ikke selv skrevet bogen som bog, men den er blevet til på den måde, at man har samlet en del af hans taler, manifester og nogle af hans udtalelser under forskellige processer, hvor han optrådte som sagfører og anklaget. Derfor er bogens sprog appellerende, overtalende, patetisk og retorisk. Det har sikkert haft bedre v'rkning i mundtlig form, og de mange politiske taler om samme problemkompleks medfører naturligvis også en del gentagelser. Men selv om det således ikke er nogen vellykket og gennemarbejdet bog, er den dog alligevel af interesse for lånere, der ønsker de sydafrikanske problemer belyst indefra. Bogen supplerer Luthulis Giv mit folk fri (1963), men bør nok købes i mere behersket omfang.