En sød og hyggelig billedbog for førskolebørn. En enkel historie om venskab og om at kunne sige undskyld. En dreng på ca. 5 år og en pige på ca. 4 leger ofte med hinanden. De har det sjovt sammen og leger bl.a. skole, læge og far-mor-børn. Men en dag kommer drengen til at råbe ad pigen, som råber tilbage. Venskabet er i fare, for hvem skal sige undskyld. Der er to til fem linier tekst med store typer i hvert opslag, og der er en del gentagelser. Miljøet er lidt gammeldags og med en, trods krisen, tryg stemning. Børnenes påklædning er heller ikke den mest moderne. Tegningerne er naturalistiske, næsten fotografiske i afstemte rolige farver. Historien er engelsk og tegninger, indhold og budskab er nemt at forstå for de 3-5-årige. Forfatteren har med andre illustratorer tidligere på dansk lavet bl.a. Kun dig og mig og Hvor højt tror du jeg elsker dig. En rar bog til oplæsning, men ingen målgruppe i folkeskolen.